Fladekompost og topdressing til altanplanterne

Topdressing til altanplanter

Der findes sikkert mange eksperter på det at dyrke i krukker på altanen. Jeg vil straks sige, at jeg ikke er ekspert – men deler gerne ud af mine erfaringer. Der er næsten ingen grænser for, hvad der kan dyrkes i krukker. Jeg har dyrket i krukker i en del år og har, efter at jeg er begyndt at bruge bokashi, fundet frem til nogle metoder, som virker ganske godt for mig og mine planter. Her tænker jeg mest på buske og små træer som f.eks. opstammet solbær eller æbletræer, som skal overvintre i krukker og har brug for vedholdende pasning med gødning, vand og jord.

Det er næsten for godt til at være sandt. Hvis man først kommer ind i rutinen med at lave en jordfabrik eller flere jordfabrikker og kan hente hjemmelavet kompostjord til planterne, så bliver det hele meget nemmere.

Hvis du ikke lige skal sætte din altanplanter i nye krukker i år, så kan du arbejde med topdressing, fladekompost og vanding med bokashivæske. På denne måde sørger du for at holde gang i mikrolivet i jorden og samtidig får altanplanterne tilført noget jordforbedring.

Bokashijord fra jordfabrikken med høj pH egner sig perfekt til fladekompost i krukker på altanen. Her er det en opstammet solbærbusk, som får bokashijord sidst i martsmåned. 

Jorddække fra sidste år er fjernet og der hældes et godt lag bokashijord på – ca 5 cm.

Ovenpå kommer der et lag med jorddække i form af blade og lignende. Det beskytter mod udtørring.

Samme solbærbusk i maj-måned – foto nederst. Glæder os til saftige solbær på altanen. Nu er det bare vigtigt, at den får godt med vand og ikke tørrer ud.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.