Fra græsplæne til højbed

Af 26. november 2018Bokashi i højbedet

Masser af græsplæne men for lidt plads til at dyrke på – det kan du måske nikke genkendende til.

Jeg har en plan om at dyrke flere kartofler og det kræver helt klart mere plads end den jeg har nu.

Hvad gør man så? Græsplænen er et stort uudnyttet areal og meget af plænen bliver alligevel aldrig brugt. Ved at skabe endnu et par højbede, har jeg også mindre græs at slå til sommer.

For at undgå det hårde arbejdet, det er at grave græsplænen om, valgte jeg denne metode – pallerammer og pap og jorddække.

Efterårsprojekt

Det er helt klart et godt efterårsprojekt. Det er en bedre tid til at kvæle græsset, ormene for lov til at æde bladkompost og lave jord og højbedet etablerer nærmest sig selv.

Jeg købte to store palle-rammer til at placere på græsplænen. Her kommer en trin for trin beskrivelse af hvordan jeg gjorde.

Undgå græs i højbedet

Hvis jeg sætter højbedet direkte på græsplænen og fylder op med jord, risikerer jeg at græsset lige pludselig dukker op i højbedet. For at undgå græs i højbedet, lagde jeg noget gammelt pap i bunden som blev vandet grundigt. Vandet gør at pappet bliver mere blødt og dermed bliver liggende hvor det skal og lukker tæt af mod græsset. Det er selvfølgelig en god ide at fjerne diverse labels og tape inden man tager pappet i brug.

Jeg har bevidst kun valgt en enkelt palle-ramme for at undgå udtørring. Jo højere bedet er desto større risiko for udtørring af jorden.

Ovenpå pappet hælder jeg en spand med færdig-fermenteret bokashi.

Det er altid godt at have gang i en jordfabrik. Det kommer mig tilgode nu hvor jeg vil lave et nyt højbed. Bokashijord bliver fordelt ovenpå den friske bokashi. Til sidst kom der et lag blade, græsafklip og græssilage. Ovenpå det hele noget halm som værn mod regn og kulde.

Kartofler kræver meget næring og plads

I mine 2 nye højbede skal der gro kartofler og som regel har jorden den rette temperatur og fugtighed først i april til at kartoflerne kan sættes. Glæden ved at dyrke kartofler i egen have er, at man kan gå ud i haven og grave helt friske, små, lækre og sprøde nye kartofler op. De skal blot koges helt kort og vupti har man en lækker enkel ret som smager af sommer. Det er et privilegium som jeg skønner på.

Det bedste ville naturligvis være om jeg kunne dyrke kartofler nok til hele året. Men haven er desværre for lille.

Sara Bäckmo

I denne video viser Sara Bäckmo hvordan hun laver græsplænen om til bede. Hun bruger pap, avis og ovenpå græsafklip, græssilage, blade og halm. Allerede efter et år er det hele omsat til jord og klar til at plante i.

Læs mere om…

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.