Bokashijord

En jordfabrik er hele året rundt et sted hvor du kan omsætte din bokashi til bokashijord. Her kan du lave din bokashikompost sådan at den bliver klar til brug i potter, topdressing og som nærende kompost i dine højbede under buske og træer omm. Jordfabrikken er særligt nyttig om vinteren og om sommerenI løbet af vinteren kan jorden være hård af frost og svær at grave i og om sommeren er jorden dækket af planter.

 

En jordfabrik er det sted hvor du vil lave bokashi-jord uden at du vil plante i den. Jordfabrikken minder om din kompostbunke eller den grønne kompostbeholder fra kommunen men fungerer efter helt andre principper. 

Jeg har en jordfabrik stående i udhuset og den er kilden til en fantastisk kompost, når foråret kommer. Når jeg har brug for kompost så henter jeg komposten i min jordfabrik. Den fungerer som en lille kompakt, bærbar kompostbeholder.

I sommermånederne vil mange gerne bruge al plads i haven til at dyrke frugter, grøntsager og blomster, og det kan være svært at finde et sted at grave sin bokashi i jorden. Så derfor er jordfabrikken en stor hjælp.

 

Hvordan laver jeg en jordfabrik?


Du skal bruge jord, en beholder/container, et udvalgt sted i din have/skur/kælder/indendøre, dit fermenterede madaffald (bokashi) og evt. en pressenning eller anden form for afdækning med regn.

For at kunne lave bokashi-jord i en jordfabrik har du brug for jord. Det kan være jord ude fra haven, fra terrassekrukker eller fra stueplanterne f.eks. gammel pottemuld. Gammel pottemuld fra stueplanter, tomatplanter eller altanplanter får nyt liv og bliver frisk og næringsrig igen når du tilsætter bokashi. Du kan også købe den billigste jord i et havecenter eller i supermarkedet.

En jordfabrik udenfor kan være et højbed lavet af f.eks. pallerammer, en større overdækket eller lukket container eller bare et hjørne i haven. Herfra kan du hente din næringsrige bokashi-jord i spande eller med trillebør, når den skal bruges som jordforbedring i køkkenhaven, blomsterhaven, under frugttræer og bærbuske .

Det er vigtigt, at den udendørs bokashi-jord er dækket med en vandtæt presenning, sådan at al næring ikke bliver skyllet ud af jorden igen. Hvis presenningen er sort, så kan det være en god ide at dække den med en hvid fiberdug, sådan at solen ikke varmer bokashi-jorden for meget op. Risikoen er at de gode mikroorganismer dør.

Et overdækket kompostskur er optimalt til at kompostere bokashi i, fordi her er jorden beskyttet mod regn og sol. Skuret er lukket til alle sider. En af siderne skal helst have løse brædder som kan fjernes ved behov som i en almindelig kompostbeholder. Det er et ‘wish to have’ men ikke et ‘must have’. Mindre kan også gøre det.

 

Bokashi
Bokashi til højbedet
Bokashi i rende

Hvordan gør jeg  i praksis ude i haven?

Lagring af bokashi i en dyb rende:

  1. Grav en rende på f.eks. 30 til 60 cm bred og 30 cm dyb.
  2. Fyld bokashi i, bland med jord og dæk med mindst 10 cm jord.
  3. Kan dækkes med tæt og mørk presenning eller lign. som beskytter mod regnvand, indtil der skal lægges et nyt lag. Bygges op som en lagkage – lag på lag.
  4. Du kan også bruge et par pallerammer og bygge en jordfabrik i palleramme-kassen.
Bokashi i palleramme-jordfabrik

Bokashi-mile

Det samme gælder når du laver en bokashi-mile. En mile graves bare ikke ned i jorden men lægges ovenpå jorden. Den lægges lag på lag og afdækkes med presenning mod lys og regn.

Det er vigtigt at lade det hele være indtil processen er færdig. Begynder du at rode i det, for at se hvordan det går, kommer der ilt til og der frigives straks kulstof. Kulstof binder sig meget hurtigt til ilten i luften. Derfor er det vigtigt, at du lader det hvile indtil processen er færdig. Om efterår, vinteren eller forår kan det tage 8-12 uger og om sommeren kun 6 uger.

Indendørs jordfabrik

Jordfabrik i en container

  • Find en god størrelse container som er lavet af et materiale der egner sig til opbevaring af jord – en stor plastikkasse, spande, baljer etc. Husk at jord er meget tungt. Gør op med dig selv om det er en container som skal kunne flyttes og hvor meget du er i stand til at løfte. Det bedste er at finde en plads hvor den kan blive stående.
  • Tag nogle gamle aviser eller pap og læg det i bunden. Det vil kunne suge overskydende væde. Når man laver bokashi-jord skal der være et godt dræn.
  • Ovenpå aviser/pap lægger du et lag med jord – i et 5 til 10 cm tykt lag. Hvis det er muligt, så find noget rigtig godt og sund havejord som er fyldt med liv – orme og mikroorganismer.
  • Ovenpå jorden tømmer du spanden med bokashi – laget er 5 til 10 cm. Hvis bokashi’en er med store grove stykker, kan du tage en spatel som du findeler stykkerne med. Selve fermenteringen har gjort madaffaldet blødt. Derfor er det nemt at findele. Findelingen gør at processen er hurtigere og mere effektiv.
  • Bland bokashi’en godt med jord.
  • Derefter dækkes bokashien med jord 5 til 10 cm.

Hvor står containeren

Står containeren et sted hvor det kan regne ned i den, dækkes den med et løstsiddende låg eller en presenning.

Om vinteren kan der nemt gå 2 mdr. før din bokashi-jord er klar til brug.

Skal du bruge jord til f.eks. potteplanter allerede i februar, er det en god ide at sætte beholderen i en varm kælder.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.