Hvornår kan jeg tappe væske fra spanden?

Bokashijuice

Gæringsjuice. Foto Maria Ehlert, Byhaver.dk

Udover bokashi til jordforbedring producerer Bykompostspanden en væske, som er et rigtig godt jordforbedringsmiddel for planterne – såvel inde som ude.

Bykompostspanden har dobbeltbund med dræn til opsamling af væsken og en tappehane så man kan have glæde af denne næringsrige væske, bla til planterne.

Væsken indeholder næringsstoffer fra dine madrester, og sammen med de effektive mikroorganismer tilfører den jorden vigtig næring og forbedrer mikrolivet.

Det kan tage op til en uge inden syrningen i spanden rigtig kommer i gang. Det er fermenteringen som er medvirkende til at der kommer væske. Derfor er det vigtigt at presse madaffaldet med det medfølgende stempel – både for at fjerne luftlommer men også for at presse væsken ud af madaffaldet. Det anbefales, at du tapper bokashivæske fra spanden et par gange om ugen.

kompostvæskeMængden af væske afhænger af indholdet i spanden. Frugt og grønt giver mere væske end andre madrester. Er der mange rester af rødbeder, bliver væsken rød. Og større mængder af brød og pasta i spanden vil mindske produktionen af væske, da en del af væsken vil blive absorberet af brødet og pastaen.

Bokashivæsken lugter surt og har en pH omkring 3 til 4, dvs. at den er meget kraftig. Derfor er det vigtigt, at den fortyndes med vand inden den bruges til at gøde planterne med. Du kan enten bruge den straks eller gemme den i en lufttæt beholder i køleskabet. Væsken skal anvendes indenfor et døgn, når den opbevares ved stuetemperatur. Hvis den opbevares i køleskabet, holder den 3 til 4 dage.

Det kan lugte lidt, når du vander med bokashivæsken, men lugten forsvinder efter kort tid.

Gødning til potteplanter og haven
Fortynd bokashivæsken 1:100 eller 1:200 med vand og brug den til vanding såvel ude som inde. Du lærer hurtigt, hvor meget planterne kan tåle. Undlader du at fortynde, skades planternes rødder, og i værste fald går planten ud.

Tips:
50 ml i 5 liter vand.

Træer og buske
Du kan fordoble styrken til træer og buske udendørs.

Såning
Bland 1:1000 og spray ved såning. Du kan også blande en anelse kompostgær i selve jorden, inden du sår. Mikroorganismerne spreder sig i jorden og gør nytte.

Modvirker lugt og fedtpropper i afløb
Om vinteren, når du ikke har så meget brug for den flydende gødning, er det nemmest at hælde væsken direkte i afløbet. Her behøver det ikke at blive fortyndet. Mikroorganismerne modvirker aflejringer og fedtansamlinger i afløbet. De øger effektivt omsætningen i sivbrønde og mindsker lugten, hvis du hælder tilstrækkelig med bokashivæske i.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.